Det nordiske samarbejde
Norden skal i 2030 være verdens mest bæredygtige og integrerede region. Det vedtog de nordiske statsministre i 2019. Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd varetager det nordiske samarbejde. Det nordiske samarbejde omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland.
Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd har den fælles hjemmeside: Nordisk Samarbejde, der kan nås her: https://www.norden.org/da
På den hjemmeside findes enorme mængder af viden – nyheder, rapporter og meget andet om det nordiske samarbejde. Materialet er frit tilgængeligt for alle interesserede.
Nyhedsbrevet Viden om Norden, der udgives af Foreningen Norden Mariagerfjord, bringer normalt en del af nyhederne om det nordiske samarbejde.
Nordisk Råd blev stiftet i 1952 og Nordisk Ministerråd i 1971. Begge blev stiftet efter en aktiv indsats fra Foreningerne NORDEN i de nordiske lande. De to organisationer har godt 500 medarbejdere.
Nordisk Råd har 87 medlemmer, fra de nordiske lande. Rådet har et præsidium, fire udvalg og fem partigrupper.
Rådet samles fem gange årligt. Det vigtigste møde er sessionen i uge 44. Det er her, at personer / organisationer bliver hædret med Nordisk Råds priser:
- Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris
- Nordisk Råds filmpris
- Nordisk Råds litteraturpris
- Nordisk Råds miljøpris
- Nordisk Råds musikpris